Pernille Højmark kendte sangene fra sin barndom, men i slutningen af 1980’erne var det bestemt ikke smart at holde af Birthe Kjær, Dorthe Kollo og Ulla Pia. Det var netop derfor, Sweethearts kastede sig over dem. Hvad der begyndte som en skør idé til en enkelt koncert på Nørrebro, udviklede sig til et af Danmarks mest sejlivede festorkestre – og var med til at give de gamle dansktopsange et helt nyt publikum.
Det var sent på aftenen i sommerhuset.
Festen var kommet godt i gang, og på et tidspunkt blev pladesamlingen fundet frem.
Der stod jazz. Elvis Presley. Frank Sinatra. Leonard Cohen. Janis Joplin.
Men det var ikke dem, Pernille Højmark og vennerne ville høre.
De gik efter de gamle singler. Birthe Kjær. Dorthe Kollo. Ulla Pia. Birgit Lystager.
Og så blev der danset og skrålet.
Det var længe før, nogen havde forestillet sig, at netop de sange skulle blive grundlaget for et orkester, der mere end 35 år senere stadig kunne få en dansk festivalplads til at synge med.
Orkestret fik navnet Sweethearts.
Det var mors og fars plader
For Pernille Højmark var dansktoppen ikke fremmed musik. Hun var vokset op med den.
Pladerne i sommerhuset kom fra hendes forældres samling, og som barn havde hun hørt Dansktoppen i radioen om søndagen.
Hun har senere fortalt om forældrenes forhold til musikken:
”Mine forældre vidste godt det var dårlig smag, men det tog de sig ikke af.”
Det var blandt andet ”Flower Power” med Ulla Pia, ”Arrivederci Franz” med Birthe Kjær, ”Gid du var i Skanderborg” med Dorthe Kollo og ”Smilende Susi” med Birgit Lystager, der kom på grammofonen.
Det var musik, man kunne huske. Musik, man kunne danse til. Og ikke mindst musik, man kunne synge med på.
Men i slutningen af 1980’erne var der et problem: Det var bestemt ikke moderne at indrømme, at man elskede den.
En skør idé på Nørrebro
Pernille Højmarks daværende kæreste og senere mand, Kim Kidholm, arbejdede på Nørrebro Musikkontor.
Blandt hans opgaver var at arrangere en månedlig koncert på det alternative københavnske spillested Stengade 30. Der skulle hele tiden findes på noget nyt.
Og så kom ideen: Hvorfor ikke lave en hel koncert med de gamle dansktopsange?
Det lyder måske ikke særlig revolutionerende i dag. I 1988 var det næsten provokerende.
Den toneangivende del af musikmiljøet var fyldt med alvor, sort tøj og rockmusik, mens den gamle dansktop stadig blev betragtet som håbløst umoderne af mange.
Sweethearts gjorde det modsatte. De tog de sange frem, som alle kendte – men som ikke nødvendigvis blev spillet på de smarte spillesteder.
Søs Fenger var med fra begyndelsen
Til den første koncert skulle der samles et hold. Pernille Højmark var oplagt som sanger. Men hun var ikke alene.
Søs Fenger og skuespilleren Benedikte Hansen blev også en del af den første sangtrio.
Kim Kidholm spillede bas, og venner fra musikmiljøet blev hentet ind til resten af orkestret. Sweethearts var født.
Det var egentlig ikke planen, at det skulle blive en livslang karriere. Men publikum reagerede. Folk kendte sangene. De sang med. Og måske vigtigst af alt: De havde det sjovt.
De gjorde oprør med Birthe Kjær
Sweethearts var ikke et traditionelt dansktoporkester. Musikerne kom fra rockmiljøet. Og det var netop pointen.
De spillede ikke sangene som museumsgenstande og forsøgte heller ikke bare at kopiere de gamle plader tone for tone. De skruede op. De ændrede arrangementerne. De gav numrene rockkant og humor.
Pernille Højmark har selv formuleret forskellen sådan:
”Vi er et rockorkester, der spiller pop.”
Trommeslager Holger Kølle har beskrevet bandets attitude endnu mere kontant:
”Vi gav fingeren til alt det stilsikre 80’er-halløj.”
Det, der kunne ligne nostalgi, var altså også et lille musikalsk oprør. Sweethearts sagde i praksis: Hvorfor skulle man skamme sig over en god melodi, bare fordi ens mor også kunne lide den?
De gamle stjerner kom selv på scenen
Sweethearts gjorde noget andet klogt. De begyndte at invitere de originale dansktopstjerner med.
Da Birthe Kjær og Dorthe Kollo første gang skulle optræde sammen med Sweethearts i Pumpehuset, vidste de ifølge Kim Kidholm ikke rigtigt, hvad der ventede dem.
Var de blevet inviteret, fordi et smart københavnerpublikum skulle gøre grin med dem? Eller fordi folk faktisk holdt af sangene?
Svaret kom, da de gik på scenen. Publikum kunne numrene. Ikke ironisk. De sang med.
Kim Kidholm har siden fortalt, at det kom fuldstændig bag på sangerinderne, hvor godt publikum kendte sangene, og hvor meget de faktisk holdt af dem.
Det var måske dér, Sweethearts fandt sin vigtigste rolle. De gjorde det tilladt at holde af dansktop igen.
”Arrivederci Franz” fik nyt liv
Sweethearts begyndte at grave stadig dybere i den danske sangskat. Og titlerne fortæller næsten historien alene.
”Arrivederci Franz”. ”Pas på den knaldrøde gummibåd”. ”Sommer og sol”. ”Casatschok”. ”Forevigt forbi”.
Sweethearts kastede sig over så mange Birthe Kjær-numre, at en hel generation senere kunne møde sangene gennem Sweethearts, før de for alvor lærte originalerne at kende.
Men repertoiret gik meget længere. Der var Ulla Pias ”Flower Power Tøj”, Keld & The Donkeys’ ”Jeg ringer på fredag”, Susanne Lanas ”Hvis tårer var guld”, Bjørn & Okays ”Virus og bakterier”, Sys Gregers’ ”Telegram fra Sønderborg” og ”Eviva España”.
Det var nærmest en hel Danmarkshistorie samlet på en scene.
”Sikken fest”
På albummet Sikken en fest fortsatte de. Her fik Johnny Reimars ”Sikken fest” selvfølgelig Sweethearts-behandlingen.
Men også Birgit Lystagers ”Smilende Susi”, Teddy Edelmanns ”Himmelhunden”, Tommy Seebachs ”Disco Tango” og Dorthe Kollos ”En sød student fra Holstebro” kom med.
Og John Mogensen blev ikke glemt. Sweethearts indspillede både ”Åh, hvilken herlig nat”, ”Far er præst i Jylland” og ”Så længe jeg lever”.
Det var dansktop, pop, Grand Prix, folkelig rock og gamle evergreens blandet sammen. Præcis som en rigtig dansk fest.
Første pladeforsøg gik galt
Men det tog faktisk tid, før Sweethearts fandt ud af, hvordan de gamle sange skulle indspilles.
Bandet lavede tidligt nogle demoer. Blandt numrene var ”Velkommen til verden” og ”Flower Power”. Men Sweethearts var ikke tilfredse.
Problemet var næsten paradoksalt: De lød for meget som originalerne.
Det var ikke meningen. Hvis Sweethearts bare skulle være et kopiband, var der ingen grund til at eksistere. De skulle finde deres egen måde at spille sangene på.
Det lykkedes først rigtigt, efter at de havde spillet dem igen og igen foran et levende publikum. På scenen lærte de, hvor der skulle skrues op, hvor publikum skulle have plads til at synge, og hvor en gammel dansktopmelodi kunne få et skud rock.
Forsøgte at forlade dansktoppen
På et tidspunkt forsøgte Sweethearts faktisk at bevæge sig væk fra den genre, der havde gjort dem populære.
I 1995 udgav de Hej igen du!, hvor de i stedet kastede sig over gamle danske hippie- og protestsange. Det var musik, bandet selv holdt af.
Men ude på spillestederne opstod et problem. Publikum var kommet for at feste. De ville synge med på dansktoppen.
Bandet opdagede hurtigt, at de savnede de gamle hits på repertoiret. Kim Kidholm og Holger Kølle har siden fortalt, at de under turneen simpelthen begyndte at putte dansktopsangene ind i sættet igen.
Konklusionen blev efterhånden umulig at overse. Guitaristen Bo Bistrup har formuleret den meget enkelt:
”Vi valgte selvfølgelig dansktop, for det var jo det vi kunne.”
Så kom ”Lad hele verden danse”
I 1998 vendte Sweethearts derfor helhjertet tilbage. Produceren denne gang var Ivan Pedersen, der selv kendte kunsten at gøre udenlandske popsange danske fra tiden med Laban.
Albummet fik titlen Lad hele verden danse. Og repertoiret var ren slikbutik for dansktopfans: ”Ta’ med ud å fisk”, ”Eviva España”, ”Jeg ringer på fredag”, ”Pas på den knaldrøde gummibåd”, ”Hvis tårer var guld”, ”Arrivederci Franz”, ”Sommer og sol” og ”Flower Power Tøj”.
Denne gang ramte de. Albummet blev en stor succes, og Sweethearts gik fra at være et kultfænomen til at være et af landets store festorkestre.
De unge lærte de gamle sange
Sweethearts fik samtidig en betydning, der rakte ud over deres egne pladesalg. De var med til at bygge bro mellem generationerne.
Pludselig stod unge mennesker foran scenen og sang ”Sommer og sol”, ”Arrivederci Franz” og ”Smilende Susi”. Og nogle af dem kendte måske først Sweethearts-versionen.
Det gav de oprindelige kunstnere et nyt publikum. Når Birthe Kjær senere stod på en festival, kunne der derfor stå unge mennesker foran scenen og forlange de samme gamle sange, som Sweethearts havde lært dem at feste til.
Dansktoppen var blevet moderne uden nødvendigvis at kalde sig moderne.
Pernille kunne få alle med
I centrum stod Pernille Højmark.
Hun havde ikke Birthe Kjærs pæne dansktopstemme eller Dorthe Kollos schlagerklang. Det var heller ikke meningen.
Pernille sang sangene som Pernille: råt, teatralsk, humoristisk og med en energi, der gjorde grænsen mellem scene og publikum temmelig vanskelig at få øje på.
Sweethearts har altid betragtet sig selv som et liveorkester. Og Pernilles vigtigste opgave var ikke at stå stille og synge tonerne korrekt. Hun skulle skabe festen.
Det blev så effektivt, at bandet gennem årene kom til at spille langt over tusind koncerter – fra danske haller, markedspladser og festivaler til Grønland og Cuba. Bandet har passeret 1.800 optrædener.
Selv Whitney Houstons musiker undrede sig
Sweethearts’ blanding af dansktop og rock kunne også være vanskelig at forklare for udlændinge. Det fik bandet en særlig oplevelse af i 1993.
Sweethearts varmede op for selveste Whitney Houston i både Kolding og Parken.
Efter koncerten i Parken kom en af Houstons musikere hen til Pernille Højmark backstage. Han havde tydeligvis aldrig hørt noget helt tilsvarende. Forsigtigt spurgte han:
”What kind of music was that?”
Det er faktisk et ganske godt spørgsmål. For hvad var Sweethearts? Dansktop? Rock? Pop? Show? Ironi? Nostalgi?
Svaret er nok lidt af det hele.
Kærligheden vandt over ironien
Det er fristende at fortælle historien om Sweethearts som et orkester, der begyndte at spille dansktop for sjov. Men det ville kun være halvdelen af historien.
For bag humoren lå en ægte kærlighed til sangene. Pernille havde hørt dem som barn. Kim Kidholm havde festet til dem.
Og bandet opdagede efterhånden noget, som de gamle dansktopkritikere måske havde overset: Sangene virkede. Melodierne kunne huskes. Omkvædene kunne synges.
Og når 1.000 mennesker stod sammen foran en scene, var det mindre vigtigt, om musikken blev betragtet som fin eller dårlig smag. Det vigtige var, om folk sang med.
En fest, der nægter at slutte
Sweethearts blev dannet i 1988 omkring en idé til en koncert på et alternativt spillested på Nørrebro. Mere end tre årtier senere eksisterer orkestret stadig.
Besætningen har ændret sig gennem årene, men Pernille Højmark og Kim Kidholm har været omdrejningspunkter hele vejen, og formlen er fortsat genkendelig:
Tag en sang, danskerne elsker. Støv den af. Skru op for guitaren. Giv Pernille en mikrofon. Og lad publikum klare resten.
Sweethearts begyndte på et tidspunkt, hvor det næsten var pinligt at indrømme, at man kunne lide de gamle dansktopsange.
De endte med at være med til at gøre dem cool igen. Eller måske gjorde de noget endnu bedre:
De gjorde det ligegyldigt, om de var cool.
For når først ”Sommer og sol”, ”Himmelhunden”, ”Smilende Susi” eller ”Sikken fest” strømmer ud af højttalerne, er spørgsmålet om god og dårlig smag ikke særlig vigtigt længere.
Så er der bare fest.
